Nogle sundhedspolitiske overvejelser i anledning af corona-krisen

Margit Velsing Groth, kontaktperson, Enhedslistens sundhedspolitiske udvalg, 30. april, 2020

Nogle sundhedspolitiske overvejelser i anledning af corona-krisen:
Oplæg på videomøde i Enhedslistens Vanløse afdeling 29. april, 2020

Coronavirus – Covid-19: En ny sundhedspolitisk udfordring, fordi:
En hidtil ukendt form for coronavirus, hvor ingen er immune. Forårsager alvorlig sygdom og død.  Spreder sig med stor hast over landegrænser -> en såkaldt pandemi.

P.t. har vi ingen behandling og ingen vaccine (tidligst om måske 1-2 år), men råder kun over forebyggelse – i form af karantæne, isolering af syge, social (=fysisk) afstand og hygiejne. Men en effektiv forebyggelsesindsats har samtidig vidtrækkende sociale, psykologiske og økonomiske konsekvenser. En 100 års hændelse? Vi kan håbe det, men ikke vide det med sikkerhed. En WHO rapport for et par år siden har forudset at verden ville blive ramt af en lignende epidemi.

Corona-krisen har bekræftet nogle af de væsentlige pointer, som vi har fremhævet i EL’s sundhedspolitiske delprogram fra 2017:

1. Et stærkt offentligt sundhedsvæsen
Det er væsentligt med en central styring af vores sundhedsvæsen. Krisen nødvendiggjorde stor fleksibilitet i sundhedssystemet, som var mulig takket være et offentligt drevet og finansieret sundhedsvæsen med fælles koordinering imellem stat, regioner, kommuner og praktiserende læger. Man kunne omstille sengeafdelinger og personale til nye funktioner (pasning af smittede og behov for intensiv behandling). Det blev understreget at vi bør være meget varsomme med at udlicitere/privatisere frasælge centrale funktioner af sundhedsvæsenet.

F.eks. måtte man samle alle respiratorer og anbringe relevante steder, hvor der ville blive behov. Her blev det klart, at SST ikke havde lovligt hjemmel til at forlange at privat hospitalerne stillede deres respiratorer til rådighed. Der opstod også en problematisk situation, da vi ikke havde tilstrækkeligt med gennemprøvede testkits og egnede værnemidler, hvor vi var afhængige af produktion i Asien. Sådanne produkter har nu funktion af ”kritisk infrastruktur”, og det må overvejes om de fremover bør produceres i DK – eller større lagre opbygges. Salget af Statens Seruminstituts vaccineproduktion til Saudi Arabisk kapital står også i et dårligt lys. EL’s nye forslag om nationalt center til at teste kvalitet af tests er godt.

2. Respekt for fagligheden – og sundhed før økonomi
Krisen har medført det overordnet positive at fagfolk med ekspertise inden for infektionsmedicin/epidemiologi/folkesundhed mm. repræsenteret v. Statens Seruminstitut og Sundhedsstyrelsen har haft en meget afgørende indflydelse på den førte politik.

Overordnet har regeringen – med støtte fra en næsten enigt Folketing – valgt at prioritere sundhed fremfor økonomi. Og afvist at fravælge sundhed/miste liv af økonomiske grunde – De borgerlige har efterlyst beregninger over ”Hvad koster et menneskeliv” og i medierne nævnt meget høje tal som over 1 mill. kr. Iflg. sundhedsøkonom Jess Søgaard er prisen nærmere 200.000 kr. Det officielle argument: det handler om at bevare vores velfærdsstat (og at undgå at knække sundhedssektoren) har været nye toner, som jeg finder glædeligt.

Et unikt tværfagligt samarbejde og omskoling – med sagen i højsædet – har øget arbejdsglæden iflg. en del ansatte i sundhedssektoren fordi man endelig kunne fokusere på sin kerneydelse, at passe patienter. Understreget betydningen af at give større indflydelse til faggrupperne frem for bureaukratisk styring. Corona-krisen har således understreget vores mål (iflg. programmet) om at ”Kvalitet i sundhedsvæsenet kræver sammenhæng, samarbejde, opgør med økonomisk kassetænkning, veluddannet personale og ordentlige arbejdsforhold”.

3. De ansattes arbejdsmiljø er væsentligt
Corona-krisen har understreget nødvendigheden af et godt arbejdsmiljø for de ansatte. For ansatte i sundhedssektoren har det været værnemidler og smitterisiko og også ansatte på byggearbejdspladser, buschauffører mm. har været i fokus. Anerkendelse af arbejdsskader som følge af Covid-19 med omvendt bevisbyrde har været en af EL’s sager under krisen.

4. Øget ulighed i sundhed
I DK har vi siden 1980’erne set en stigende og betydelig social ulighed i sundhed. Denne må forventes at blive forstærket under corona.

Social ulighed:

Grupper med lav indkomst og kort uddannelse har generelt flere andre kroniske sygdomme, herunder lunge (KOL) og hjerte-kar- sygdom, diabetes og overvægt, som alle øger risiko for svært sygdomsforløb. Det gælder også hjemløse, narkomaner, alkoholikere. Andre udsatte grupper er de psykisk sårbare.
Vi har endnu ikke dokumentation for disse forskelle i DK, og det er interessant at læger, der arbejder med hjemløse beretter, at de går meget op i at efterleve regler om håndsprit. Men igen tvivl om, at alle disse grupper er mere udsatte, og EL har undervejs i krisen haft fokus på mere hjælp til de mest sårbare grupper, herunder psykisk sårbare

Etnisk baggrund:

I udlandet klar dokumentation for at etniske minoriteter er langt hårdere ramt. F.eks. afroamerikanere i USA.

Det er en logisk følge af at etnisk baggrund hænger sammen med flere risikofaktorer for alvorlig coronasygdom i form af flere kroniske sygdomme, flere bor tættere i bolig, har sundhedsskadelige jobs og dårligere adgang til sundhedsvæsenet. Kultur og sprogbarrierer kan også medføre, at man ikke modtager relevant sundhedsinformation.

Grupper blandt de etniske minoriteter i DK er også mere udsat af disse grunde.
Særligt sårbare er flygtninge/migranter uden lovligt ophold, hvor Mathias Tesfaye insisterer på at de kun kan få behandling, hvis de efterfølgende sendes hjem!

Ulighed imellem køn:
Det er allerede dokumenteret, at der er en overdødelighed iblandt mænd. Dermed må vi forvente, at den eksisterende forskel imellem kvinder og mænds levetid på ca. 4 år i kvinders favør, vil øges.
Forklaringerne er flere. En af dem formulerede læge Anders Beich: kvinder er bedre patienter end mænd!

Geografisk ulighed? På globalt plan synes storbyerne at være epicentre for sygdommen. Tætheden kan være en mulig forklaring. Kommentar i det nordlige Sverige til anbefalingerne: skal vi stå så tæt?

5. Politisk prioritering i sundhedsvæsenet?

Coronaepidemien har nødvendiggjort en hurtig og massiv omstilling af sundhedsvæsenet, hvor alle andre behandlinger af sygdom, der ikke var livstruende, midlertidigt måtte udsættes. Det har ikke været gratis! Skal vi i sundhedssystemet fremover reservere plads til sådanne pandemier kræver det anderledes prioritering fremover ( som påpeget af bl.a. overlæge Arash Afshari, Politiken 11 04 2020). I EL’s sundhedspolitiske delprogram har vi allerede påpeget nødvendigheden af politisk prioritering, og den diskussion bør vi få i gang nu. Det er de borgerlige regeringer, der har indført generelle udrednings- og behandlings garantier i 00’erne (under det velklingende navn: ”Patientrettigheder”). I fremtiden må vi have differentierede behandlingsgarantier. De generelle garantier indebærer, at de privilegerede med mindre alvorlige lidelser prioriteres på bekostning af de dårligt stillede og mere sårbare grupper – og det støtter privathospitalerne, som tiltrækker dygtige medarbejdere – med højere lønninger. De kommer til at mangle i det offentlige.

Ud over de nævnte punkter har der også været interessante kommentarer om mulige konsekvenser af de seneste års omstrukturering af sundhedsvæsenet til supersygehuse med høj specialisering og effektivisering. Disse er beregnet på at patienter er indlagt meget kort tid, typisk 2-4 dage, men indlagte coronapatienter har meget lange sygdomsforløb – herunder også evt. respirator behandling på op til 4-5 uger. Hvilke krav stiller det til vores sundhedssystem?

Konsekvenser af de politiske tiltag (”social distance”) på grund af corona: Det har virket! Smittetrykket er faldet, færre syge og døde!

Indsatsen har også medført at sygdom og død af andre årsager er faldet, f.eks. almindelig influenza, lidelser som følge af luftforurening, trafik ulykker mm. Inspirerende!

Uønskede bivirkninger: ”Kuren må ikke blive værre end sygdommen!” (Trumps mantra)
den mentale sundhed udfordres: især for personer, som bor alene, herunder ældre, og personer på plejehjem og børn med risiko for utryghed/angst på grund af nye rammer i institution. Også de psykisk sårbare.

Hvad med alle de andre sygdomme? Forsømmes kræft og hjerte-kar ?Flere dør af rygning end Covid 19! Men her sætter vi ikke ind.

Konsekvenser af de politiske tiltag v. genåbning:

Den såkaldte genåbning af vuggestuer og børnehaver har dokumenteret hvor ringe, det står til med hverdagen i vores børneinstitutioner. Institutionerne i Kbh. har kun været i stand til at modtage ca. 4 ud af 10 børn, hvis sundhedsforskrifterne skulle overholdes. (afstand/rengøring/opdeling af børnene i mindre grupper).

M.a.o.: til hverdag rummer daginstitutionerne i Kbh. alt for mange børn – på alt for lidt plads og med alt for få voksne. Derfor bliver de små (1-5 år) også alt for ofte syge med forkølelser/feber/maveinfektioner (infektionssygdomme). Det bør vi reflektere over og forbedre fremover. Minimumsnormeringer NU TAK!