Budgetaftale 2024-27 – 21. september 2023

 

Talepapir til pressemøde 21/9 2023 om budgetaftale 2024-2027

Klimaansvarlighed
Byrådet har over de sidste år udvist større ansvarlighed mht. klima. Det er også hysterisk vigtigt, at klimakrisen tages alvorligt. Den større ansvarlighed har blandt andet ført til vedtagelse af den helt nødvendige klimaplan, som desværre kommer 40 år for sent og derfor vil virke voldsom.
Ansvarligheden er bl.a. afspejlet i, at der i budgettet er afsat midler til en ekstra medarbejder, som skal hjælpe med til at sikre gennemførelse af den vedtagne klimaplan med 100% dækning med vedvarende energi inden 2030.
Det er nu planlægningen af de vedvarende energianlæg speedes op, og det bliver et intenst forløb, fordi vi kommer så sent i gang. Det er vigtigt, at de lokale får størst mulig indflydelse og andel, hvor der skal opstilles energianlæg, for de skal leve med det på nær hold.
Lokale initiativer skal sikres professionel vejledning og hjælp, så de han måle sig med initiativer udefra. Det skal den nye medarbejder på området være med til at sikre.

Manglende økonomisk ansvarlighed
Mens klimaansvarligheden er steget, er den økonomisk ansvarlighed tilsyneladende dalet. Med de store anlægsudgifter tømmes kommunekassen, om alt går vel. Om et par år falder kommunens likviditet næsten lodret gennem kommunens målsætning om at have 200 mio. kr. på kistebunden. Året efter skraber likviditeten mod bunden af kommunekassen for så at gå en langsom bedring i møde. Det er usikker sejlads, for det er jo ikke sikkert, at alt går vel.
Desværre har der igen været manglende vilje til at hæve skatteindtægterne med de ca. 5,5 mio. årligt, som Skanderborg kommune har lov til, uden at blive ramt af sanktioner fra staten. De ekstra skattekroner kunne have været brugt til at polstre kommunekassen bare en lille smule
Det virker som rendyrket ideologi ikke at ville hæve skatten en smule for at sikre kommunen mod en ubehagelig nødlanding. Når vi har afholdt de ekstraordinært store anlægsudgifter er det jo ikke umuligt at sænke skatten igen. Det er lige før ideologi i denne sammenhæng virkelig er noget bras.
Nu må vi i stedet håbe på, at der ikke tilstøder uforudsete udgifter. Men håb er stadig ikke en strategi, der anbefales ret mange steder.

Besparelser på driften er et problem
Det er lykkedes os at øge overskuddet på driften i Skanderborg Kommune. Det er med til at give plads til øgede anlægsudgifter. Men det har kostet at skære ind til benet. Det koster arbejdsglæde og overskud hos medarbejdere, det koster tryghed og afsavn hos børn, ældre og andre med behov for hjælp. Og det stresser alle led i organisationen, for vi har været alle vegne. Det er et meget dårligt udgangspunkt i en tid, hvor vi skal blive bedre til at beholde og rekruttere medarbejdere.

Klimaansvarlighed er økonomisk ansvarlighed
Men for at slutte positivt, så er der trods alt glæde over at klimaproblematikken nu tages mere alvorligt. Og det er et eksempel på langsigtet økonomisk ansvarlighed, når byrådet prioriterer, at der skal afsættes flere midler til cykelstier. Det er sundt at cykle, så det skal være nemt og bekvemt. Når flere cykler, falder behovet for biler og veje og sygepleje.

Peter Kjær Byrådsmedlem for Enhedslisten