Peter Kjær byrådsmedlem, Enhedslisten
I Enhedslisten vil vi ikke have mere asfalt, flere broer og mere trafik. Vi ønsker en anden udvikling end folketingsflertallet ser ud til at ville. Vi kan ikke bestemme udviklingen alene, men vi vil gøre, hvad vi kan, for at en eventuel opgradering af rute 26 kommer til at ødelægge mindst muligt. Den nordlige linjeføring ødelægger mindre end den sydlige, og det nyeste lokale forslag ser ud til at være det mindst indgribende og dermed det mest antagelige.
Her gik man ellers lige og troede, at Danmark havde sat sig et bindende klimamål. Men så kommer regeringen med et vækstscenarie for trafikken. Og det nærmest oveni, at landbrugets minister Rasmus Prehn udskyder regeringens klimaudspil for landbruget endnu en gang. Første gang var i forbindelse med, at minksagen begyndte at rulle. Sagen, der førte til at Mogens Jensen blev ofret for at få ro, en ro der blev forsøgt sikret med en aftale om at kompensere minkavlerne med 19 mia. kr. De penge kunne ellers have frikøbt al den kulstofrige lavbundsjord, som klimarådet anbefaler bliver taget ud af landbrugsdrift.
Regeringens helt store problem er, at nedbringelse af landbrugets drivhusgas-udledninger ikke kan ske i det krævede omfang, uden at få taget lavbundsjorden ud af landbrugsdrift og uden at begrænse husdyrholdet. Mange ville ganske vidst juble ved udsigten til færre svinefabrikker, færre gylletanke og mindre stank, men regeringen har andre prioriteter.
Biler Boliger og Bønder bidrager ca. lige meget, når det gælder drivhusgas-problematikken. Når landbrugets bidrag til at mindske klimagas-udledningen bliver mindre, så må transportsektoren (biler) og boligsektoren yde et tilsvarende større bidrag. Boligsektoren er i gang, og venter blot på, at politikerne udstikker strammere krav til energiforsyning, materialer og byggeprocesser.
Tilbage er så transportsektorens bidrag til at mindske klimagas-udledningerne. Her burde der være hjælp at hente i regeringens trafikudspil. Det er dog helt klart, at regeringen ser en fremtid for sig, hvor stadig flere biler skal på vejene. Det vil betyde, at der skal lægges stadig flere kilometer asfaltvej, bygges stadig flere betonbroer og produceres stadig flere køretøjer. Alt sammen på bekostning af klima, miljø, kulturarv, natur og biodiversitet
I et lille hjørne af Skanderborg kommune udspiller sig et lille hjørne af regeringens trafikudspil. En ny stribe asfalt og en ny betonbro skal slange sig igennem natur, kulturarvsarealer og et fredet område. Det skal ske i fremskridtets navn, som et led i en bevidst plan om at øge mobiliteten og dermed trafikken. Denne plan er et udtryk for en vækstfilosofi, der knytter sig helt tæt til materialismen, hvor det at eje noget anses som vejen til lykke. Den vækstfilosofi, som trafikudspillet er et led i, har intet endemål ud over mere og stadig hurtigere vækst. Formålet med denne og andre nye veje bliver altså at generere mere trafik, som kræver vejudvidelser andre steder på trafiknettet.
Ser man på den natur, som snart skal erstattes af asfalt, så er den i balance. Når der har været vækst, så afløses det af nedbrydning, som danner grobund for ny vækst. Denne balance kan i princippet fortsætte i det uendelige. Anderledes med materialismens vækst, som må ende, når hele kloden er dækket af asfalt, og når et menneske alene ejer alle materielle værdier. Et bæredygtigt samfund er i balance. Er trafikken til gene for klimaet, så er det på tide at grave asfalten op igen.
