Enhedslisten foreslår, at Skanderborg boykotter Israel

Enhedslisten i Skanderborg foreslår nu, at Skanderborg Kommune boykotter israelske varer. Skanderborg Kommune kan nemlig efter Enhedslistens opfattelse ikke længere forsvare køb og brug af Israelske varer.

Israel har i årevis overtrådt international lov og flere FN Sikkerhedsråds resolutioner ved at holde Vestbredden besat og udbygge bosættelser.

Den danske regering har, sammen med 16 andre EU-landes regeringer, besluttet at opfordre deres borgere og virksomheder til ikke at handle med israelske eller andre selskaber, der arbejder på de besatte palæstinensiske områder. Det sker samtidig med en skarp fordømmelse af de ulovlige israelske bosættelser. En beslutning af boykot af Israel i Skanderborg Byråd vil også ligge i direkte forlængelse af regeringens opfordring.

Tilsvarende har Gladsaxe Kommune for ganske nylig besluttet ikke at købe vejsalt, der importeres fra Vestsahara, fordi landet har været besat af Marokko siden 1975. Denne beslutning baserer sig på FNs anbefalinger og international lov, og samme beslutning er taget af Gentofte, Rudersdal og Herlev kommuner.

“I Skanderborg arbejder vi på at implementere sociale klausuler og kædeansvar. Derfor skal vi selvfølgelig heller ikke købe varer af en stat, der opfører ulovlige bosættelser og fører krig mod Gazas civilbefolkning med våben (hvid fosfor og DIME-bomber), der er i strid med folkeretten”, udtaler Henrik Qvist.

“Vi har henover sommeren været vidner til Israels brutale fremfærd i Palæstina med drab af næsten 2000 mennesker, heraf hovedparten er civile, bombninger af hospitaler og overtrædelse af folkeretslige regler”, udtaler byrådsmedlem for Enhedslisten Henrik Qvist.

“Mere end 25 % af Gazas befolkning er drevet på flugt. Israel må presses til at overholde folkeretten, trække sig tilbage fra besatte områder og hæve blokaden. Her kan Skanderborg gå foran og gøre sit for at presse Israel ved at stoppe med at købe israelske varer”, siger Henrik Qvist, og han fortsætter:

“Gazas børn gennemgår lige nu en meget traumatiserende oplevelse, der ender med at give dem varige ar på sjælen. 1,7 mio. mennesker er spærret inde på et område på størrelse med Langeland og kan ikke flygte. Derfor bør vi se på mulighederne for, at de kan komme til Skanderborg og opleve, at man kan leve på en anden måde, uden bomber, mord og frygt”.

For yderligere info og kommentarer, kontakt Henrik Qvist på telefon 2684 0211.