Allan Krautwalds tale

Allan Krautwalds tale i Skanderborg lørdag den 12. juli 2014:
I marts måned 2011 startede vi solidaritets bevægelsen Syg i Svendborg. Det skete efter en lokal netavis havde bragt en række historier om, hvor dårligt sygemeldte i Svendborg Kommune blev behandlet af det lokale jobcenter, hvor de blevet trukket gennnem forløb i årevis baseret på gentagne arbejdsprøvninger, tilsidesættelse af lægeerklæringer og meget andet.
Vi startede vore ugentlige demonstrationer på det der blev til Anstændighedens Plads og mødtes hver lør-dag.
Selvom vi snart fandt ud af, at der var en tilsvarende praksis i en del andre kommuner, lå Svendborg Kom-mune klart i toppen i uanstændig behandling af syge og nedslidte.
Under valgkampen i 2011 havde vi besøg af en række politikere fra den daværende opposition, som bl.a. lovede opgør med varighedsbegrænsningen på sygedagpenge og den gensidige forsørgerpligt. Så vi håbede naturligvis på, at den kommende regering ville kunne sætte Svendborg og andre kommuner på plads.
For 34 måneder siden fik Danmark så en ny regering. Vi blev lovet velfærd fremfor skattelettelser. Vi fik skattelettelser og voldsomme velfærds forringelser. Regeringen har budt samfundets udsatte for en masse pisk, men ingen gulerødder.
I 2013 mistede alene 34.000 ledige deres dagpenge og op mod 14.000 flere vil følge efter i år. Bag disse skæbner er der ægtefæller og børn, som også vil blive ramt af denne ulykke og risikerer fattigdom. Regerin-gens svar har kun været lapper og akutpakker. Det er simpelthen ikke godt nok. Motivationen bag var den besynderlige, at det ville øge de lediges motivation til at finde et arbejde. Men hvor er de jobs de mange ledige skal motiveres til at søge? Så kom dog i gang med at få skabt de arbejdspladser. Bekæmp ikke de ledige – bekæmp ledigheden.
I sommeren 2012 lavede regeringen sammen med de borgerlige en reform af fleksjob og førtidspension, som man havde den frækhed at kalde “En del af fællesskabet”, men det var en ren og skær spareøvelse rettet mod de, der allerede har det sværest i vort samfund, nemlig de syge og nedslidte. Reformen har in-debåret, at det er blevet endnu sværere at få en førtidspension – antallet af tilkendte pensioner er blevet er mere end halveret siden reformen trådte i kraft. Det skyldes bl.a. at man nedsat arbejdskravet ved til-kendelse af fleksjob. Vi har hørt om fleksjob på helt ned til 3 x 20 minutter om ugen.
Der manglede allerede jobs til 17.000 fleksjobbere inden reformen trådte i kraft og det antal vil selvfølgelig stige markant. Men man har opnået det man ønskede, nemlig at forhindre syge i at få pension og at fast-holde fleksjobbere på en særlig lav ydelse på ubestemt tid.
Dette blev fulgt op af den længe ventede reform af sygedagpenge. Regeringspartierne var før valget enige med Enhedslisten i, at der skulle gøres op med, at man mistede sine sygedagpenge efter 52 ugers sygdom. Resultatet blev endnu et løftebrud. Reformen hjælper ganske vist 1,400 svært syge – men resten får skåret deres sygedagpenge periode ned fra 52 til 24 uger. Det betyder at yderligere 9.300 vil miste deres sygedag-penge. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt i et af verdens rigeste samfund. Derfor må vi kræve: Stop kampen mod de syge og start i stedet kampen mod det, der gør dem syge.
Siden er fulgt reformer og kontanthjælp og SU. Man har nedsat kontanthjælpen for unge under 30 år til Su niveau, hvis de skønnes uddannelses parate. Det har resulteret i en blanco check til kommunerne, hvor vi selvfølgelig har set kommuner spekulere i det og har erklæret næsten alle uddannelses parate.
Vi blev lovet et opgør med den gensidige forsørgelsespligt. I stedet har man udvidet forsørgelsespligten til også at gælde samboende. Det vil alene koste 8.000 personer deres kontanthjælp.
Regeringen har bl.a. begrundet de mange nedskæringer med den økonomiske krise. Men krisen har åben-bart ikke været større end man har haft råd til skattelettelser i milliardklassen til de, der er raske og har et arbejde. Samtidig valgte regeringen at sparke yderligere til de syge, ledige og andre på overførsel ved en lavere regulering af overførselsindkomsterne. Det betyder f.eks. at førtidspensionister og ledige på dagpen-ge vil have 13.000 kr. mindre til rådighed, når skattereformen er fuldt indfaset. Læg så oveni lettelser af virksomhedsskatterne på 3-4 mia. kr. Så det handler ikke om en økonomisk nødvendighed, det handler om et politisk valg regeringen har taget.
Regeringen har foretaget et valg. Vi der står her i dag skal også foretage et valg. Jeg tror politikerne i deres nedskæringsiver koldt og kynisk kalkulerer med, at syge, nedslidte, handicappede og ledige ikke har kræf-terne til at protestere. Derfor er det vigtigt at alle os, der har de fornødne ressourcer, træffer det valg at gå ind i kampen for velfærd og tryghed og imod nedskæringer og forringelser.
Vi der startede Syg i Svendborg og har stået i spidsen for det gennem mere end 3 år, havde personligt ikke noget i klemme i systemet. Og jeg tror det har været vores styrke sammenlignet med så mange andre socia-le bevægelser.
Nytter det så at kæmpe? Ja gør man det på den rigtige måde og med øje for at få pressen med på ens dags-orden, så er man nået et godt stykke vej. Politiere er følsomme overfor voldsom offentlig kritik, vi så det i foråret 2013, hvor regeringen var ved at blive tvunget i knæ på grund af antallet af ledige, der faldt ud af dagpenge systemet – der blev lavet endnu en lap, der reddede nogle tusinde fra helt at miste deres ind-tægt. Havde protesten fortsat bare nogle måneder mere, er jeg sikker på at løsningen var blevet endnu bedre.
Politikere er især følsomme når et valg nærmer sig. Det så vi i Syg i Svendborg op til kommunalvalget i no-vember sidste år, hvor det lykkedes os at presse politikere til indrømmelser efter mere end 120 ugentlige protester, som de efterfølgende har haft svært ved at bakke på. Der er sket større fremskridt de første 3 måneder efter valget end i de foregående 3 år. Så med vedholdenhed kan man faktisk lykkes med at kæm-pe forbedringer igennem. Og så skader det jo ikke, at et valg lurer lige rundt om hjørnet.
De mange reformer er i gang med at ændre vort samfund fra et trygt velfærds samfund til et fattigdoms skabende samfund. Vi har endnu kun set toppen af isbjerget af de problemer det vil medføre, når et men-neske bliver desperat over manglende hjælp. Vi har i Syg i Svendborg alene kendskab til 3 selvmord – der er sikkert flere. Vi har oplevet sultestrejker og andre desperate handlinger. Der har været overfald og mord på ansatte i den offentlige sektor, så mange nu udfører deres arbejde under beskyttelse af vagtpersonale. Er det sådan et samfund vi ønsker os?
Derfor vil jeg slutte med at sige, at denne kamp ikke slutter i dag, den skal fortsætte i ugerne og månederne fremover. Vi skal mobilisere endnu flere og her er det ikke mindst vigtigt, at vi får vækket fagbevægelsens top, der i misforstået loyalitet overfor en socialdemokratisk ledet regering, svigter deres medlemmer. Det bliver ikke nogen let opgave, det vil være op af bakke, men vi har før set eksempler på at et folkeligt pres har kunnet rykke ved holdninger i vores samfund. Vi kræver en anstændig behandling af alle medborgere.
Lad os give hinanden håndslag på, at vi fortsætter til vi når det mål.