Tempo på respekt for vælgernes virkelighedsans

Den her valgkamp får mig ret tit til at snappe efter vejret, og tvivle på om jeg har hørt rigtigt, og så bare falde hen i forundring over hvad folk kan få sig selv til at sige.

Politikeraspiranter fra den yderste højrefløj, som slet ikke vil smide nogen ud af landet, nej. Ultraliberale, som går ind for flere penge til skole, børnehaver, ældre, syge, og så at sætte skatte ned. Ublu udmeldinger om alle de millioner, der frådses væk i kommunens administration, samtidig med brok over lange sagsbehandlingstider. Som siger de vil passe på naturen, og efterlade kloden bedre end de fik den, ren BS.

OK, det må være virkelig svært at være medlem af et parti, der er med til at give skatterabatter til de rigeste, skabe fattigdom, smadre og forarme naturen og forurene drikkevandet, og så står de her i virkeligheden i lokalsamfundet, hvor resultaterne af den asociale politik viser sig.

Helt ærligt, hvis der blev brugt millioner af kroner på ingenting, tror de så ikke de allerede var blevet fundet i de utallige sparerunder? De ved da godt, at regeringen, som de selv er en del af, tvinger kommunen til at spare hvert år på alle områder. Den hedder effektivisering, og kaldes også grønthøstermetoden.

Os der bor her, ved jo godt, at nogle af os har svært ved at klare dagen og vejen. At det er vi er en rig kommune ikke mærkes af alle. At markerne stinker af kemi, og der bliver pløjet helt ud til vejen, og helt op omkring gravhøjene. At der er alt for få pædagoger i børnehaven. At lærerne ikke har tid til at forberede sig. At de ansatte løber alt for stærkt, både på rådhuset og på plejecentrene. Hvordan skulle flere skatterabatter gøre vores lokalsamfund bedre at bo i for mennesker?

Jeg synes det er mangel på både selvrespekt og respekt for vælgernes intelligens og virkelighedssans. Heldigvis kan folk her i Skanderborg tænke selv, og jeg stoler på vi godt kan se og høre hvad der foregår. Og tage stilling til hvad vi vil med vores kommune, se virkeligheden i øjnene og gå efter gode bæredygtige og solidariske lokalsamfund.

Maria Temponeras, kandidat for Enhedslisten til byrådet i Skanderborg