Kommunens lovpligtige ligestillingsredegørelse er lige udkommet, og blev godkendt i byrådet i onsdags. Det er en tåkrummende affære. På mange af de spørgsmål der stilles, må Skanderborg kommune svare, at vi intet gør for at fremme ligestillingen imellem kvinder og mænd.
Vi har her i landet et af verdens mest kønsopdelte arbejdsmarkeder, og vi er langt fra ligeløn. De gamle kønsroller, som vi tror vi er færdige med, styrer stadig i de fleste familier, hvor kvinder trods fremskridt stadig står for det meste af husarbejdet og omsorgen for børn og gamle. Konsekvensen er hård for alle parter, mange mænd lider under for lidt kontakt med deres børn, især efter skilsmisser, og børnene vokser op til at blive endnu en generation, der presses ind i kønsroller, der begrænser deres udvikling.
For nylig viste undersøgelser, at børn helt ned til 2 år tror at mænd er kloge, og kvinder er søde. Det skaber en masse problemer alle steder i vores samfund. Drenge og piger, der ikke gør og bliver til alt det de kunne gøre og blive til. Mænd med korte uddannelser, der skubbes ud af arbejdsmarkedet og kvinder der slides ned for en ussel løn, og har de ringeste pensioner.
Det gælder også når der skal tages beslutninger. Når vi kigger os om i byrådssalen i Skanderborg er effekten tydelig: vi er 5 kvinder og 24 mænd. Det betyder, at kvinders erfaringer er for dårligt repræsenteret, når der tages beslutninger. Det er ikke helt let at forandre, kvinder, der både skal klare job og familie for at leve op til egne og andres forventninger, har svært ved at forpligte sig til at lægge 20 timer om ugen til politisk arbejde, og den dybt indgroede fordom om “den kloge mand” gør, at de fleste stemmer på mænd. Selv vi kvinder stemmer oftere på mænd end på andre kvinder.
Kønsroller forandres ikke ved et trylleslag eller ved et dekret fra staten eller kommunen. Men det er også sikkert, at det ikke går over af sig selv. Der er nogle ting, man kan gøre for at bløde op på kønsrollerne og åbne muligheder: det er nogle af de ting, der spørges om i ligestillingsredegørelsen. Det er nærmest et katalog af gode forslag, lige til at gå i gang med.
I redegørelsen fra 2017 ser vi hvor Skanderborg kommune er henne:
Har I en politik for arbejdet med ligestilling af kvinder og mænd på personaleområdet: nej. Inddrager I kønsaspektet i forbindelse med bevilling og/ eller tildeling af kursus- og uddannelsestilbud? aldrig. Formidler I information om ligestilling af mænd og kvinder på personaleområdet? Slet ikke. Medtager I overvejelser om målgruppens køn (ligestillingsvurdering) , når der fordeles midler til aktiviteter i jeres kommune, fx i forbindelse med fordeling af tilskud og udmøntning af puljer? Aldrig.
For mig siger den redegørelse, at vi skal til at komme i gang så hurtigt som muligt. Vi er bagud, og det er skadeligt for vores borgere i alle aldre, og for vores ansatte. Da økonomiudvalget fik denne redegørelse i sidste uge, blev de i stedet enige om, at det er en unødvendig redegørelse, og vi skal ansøge som kommune om lov til at holde op med at lave den, ved at bruge den såkaldte udfordringsret, som er et middel til afbureaukratisering. Da den nåede byrådet, var den indstilling genstand for en intens debat, som heldigvis endte med at økonomiudvalget trak forslaget om at droppe ligestillingsredegørelsen tilbage.
Det var en lille sejr: nu skal vi i gang med at gøre noget ved det egentlige problem. Kulturpoltik, socialpolitik, byplanlægning, børnepasning og skoler, al kommunens politik skal ses igennem for at se hvordan de hænger sammen med kønsroller. Mon vores politik og kommunens praksis understøtter og cementerer kønsrollerne? Så længe der ikke gøre noget aktivt for at modvirke dem, er det ofte det der automatisk sker. Vi skal begynde at tænke ligestilling ind i alle vores politikområder og udfordre vanetænkning og kønsroller. Hvis Enhedslisten får noget at skulle have sagt i næste byrådsperiode, bliver næste ligestillingsredegørelse ikke lige så pinlig.
Maria Temponeras, byrådsmedlem for Enhedslisten de RødGrønne i Skanderborg kommune
