Jeppe Studtmund Andersen

Præsentation af byrådskandidat Jeppe Studtmund Andersen

Mit navn er Jeppe, og jeg er en af kommunens yngste kandidater på 19 år. Jeg bor i Ry, hvor jeg også er født og opvokset, og til dagligt er jeg studerende.

Jeg meldte mig ind i Enhedslisten som 17-årig, da Lars Løkke havde siddet på magten i mere end to år med katastrofale følger: fortsat negligering af klimakampen og velfærdsforringelser til gene for unge, syge og ældre borgere. Det er vores klode og de svageste i samfundet, der skal betale for højrefløjens fest for erhvervslivet.

Men det gik også op for mig, at det ikke kun var højrefløjens politik, der var gal. Den massive udhulning af velfærdsstaten, der kendetegner tidens politik, ville ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke SF, Socialdemokratiet og Radikale Venstre lod højrefløjen sparre på uddannelser, på det sociale sikkerhedsnet, på investeringer i bæredygtig energi og på ældreplejen.

Vi så tydeligt under Helle Thornings regeringsperiode, at centrum-venstre ikke opstillede et reelt alternativ til de borgerliges politik; Tværtimod blev de tidligere VK-regeringers økonomiske politik copy-pasted med asociale reformer i SKAT, dagpengesystemet og en voldsomt stigende ulighed m.m. til følge.
Venstrefløjens projekt må være, at vi netop skal turde at stille et alternativ til centrum-venstre og højrefløjens konkurrencestat, udhulning af velfærdsstaten og miljøskadende politik. Vi skal turde investere i helbred, uddannelse, sikkerhed på arbejdsmarkedet og ikke mindst bremse ødelæggelsen af vores klode. Vi skal turde skabe forandringer i helt almindelige menneskers liv.

Det er et projekt, der kan og skal kunne lade sig gøre, hvis vi tør stå sammen om en ny, socialorienteret politisk linje. Fællesskab fungerer, og derfor valgte jeg at stille op for Enhedslisten.

I Skanderborg Kommune går jeg til valg på disse tre mærkesager:

AKUT GRØN OMSTILLING AF SKANDERBORG KOMMUNE

Vi ser i dag hvordan ekstremt vejr ødelægger millioner af menneskers liv og hvordan tørke i Afrika driver flere mennesker på flugt end krig og terror. Den vestlige verdens livsstil er ikke holdbar, hvis vi skal overlevere en sikker klode til vores børn og børnebørn. Den største forhindring i at bekæmpe den globale opvarmning er de mange politikere, der ikke vil eller ikke tør at handle på menneskehedens største krise. Jorden er truet, og vi har ansvaret.

GRATIS PSYKOLOGHJÆLP TIL UNGE

Som konsekvens af højrefløjens og centrum-venstres konkurrencestat bliver ungdommen presset med større præstationskrav, og som følge deraf bliver en hel generation fremmedgjort, før de endnu er trådt ind på arbejdsmarkedet. I min generation er antallet af unge, der er ramt af stress, angst og depression eksploderet. I mindst 14 kommuner har man valgt at handle på problemet og tilbyde gratis psykologhjælp til ungdommen, og i Skanderborg Kommune skal vi selvfølgelig følge trop.

BEKÆMP SOCIAL DUMPING

Når erhvervslivet hyrer billig, udenlandsk arbejdskraft på usle vilkår, bliver det en trussel mod de rettigheder, som arbejdere i Danmark har kæmpet for i mere end et hundrede år. Arbejde i Danmark skal være på danske løn- og arbejdsvilkår, og kommunen skal gå forrest, når det gælder bekæmpelse af social dumping ved hjælp af skærpet kontrol. Der skal lyttes til fagbevægelsen, når kommunens institutioner hyrer arbejdskraft.

Jeg tror på, at Skanderborg Kommune har potentiale for at blive langt mere solidarisk, socialt ansvarlig og klimabevidst kommune. Det kræver blot, at de politikere, som sidder på deres hænder, bliver udskiftet med visionære, engagerede og handlekraftige personer på valgdagen. Støt forandringerne og sæt X ved Liste Ø!

Jeppe Studtmund Andersen