“Kunst og kreativitet er godt for sindet”

Fredag den 6 oktober havde Væksthusets brugere fernisering af deres kunstneriske arbejder på biblioteket i Hørning med titlen “Kunst og kreativitet er godt for sindet”. Væksthuset er et socialpsykiatrisk aktivitetstilbud i Skanderborg Kommune. Ferniseringen blev en stor oplevelse for de mange, der kiggede forbi den dag.

Borgmester Jørgen Gaarde indviede udstillingen med velvalgte ord om arbejdernes kvalitet og brugernes ressourcer.

Der var malerier og skulpturer, masker og dukker, smykker og håndarbejder over hele biblioteket, som folk kunne gå rundt og se på, mens de nød en kop kaffe og en kage.

Udstillingen kan ses på Hørning Bibliotek til og med den 31 oktober.

Det var en begivenhed, der understregede, hvor mange kompetencer brugerne af Væksthuset har, og hvordan de kan anvende dem til glæde for alle. En almindelig fredag blev til en fest for sanserne og viste, hvor langt brugere i psykiatrien kan komme, når der er mulighed for støtte og samtaler i kreativt samvær.

Skanderborg kommune vil lave et pilotprojekt med nye socialpædagogiske samværs- og aktivitetstilbud i Hørning og Galten for at forebygge ensomhed og isolation blandt socialpsykiatriens brugere. Det er godt; en styrkelse af området, også af Væksthuset i Skanderborg, er en gevinst ikke blot for brugerne, men for samfundet.

Enhedslisten i Skanderborg mener også, at det midlertidige opgaveudvalg på psykiatriområdet med deltagelse af repræsentanter for brugerne efter juni 2018 bør erstattes af et permanent Psykiatriråd i lighed med Handicapråd og Seniorråd, så også psykiatriens brugere fremover bliver hørt i sager, der angår dem.

Ferniseringen på Hørning Bibliotek viste, at det er en gruppe, der både kan og vil.

Inger Moos
Byrådskandidat for Enhedslisten

En udgave af læserbrevet er gengivet på Skanderborgs Lokalavis som DEBAT: En hverdag blev til fest

 

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

+ 76 = 79